I slutningen af 60érne udgav seksualforskerne William Masters og Virginia Johnson bogen “Human Sexual Inadequacy”. Bogen beskrev, hvordan menneskets seksuelle vanskeligheder kunne behandles. Den var ment som en lærerbog for andre sexologer og terapeuter, og var med udførelige noter til journaloptagelse til behandling af seksuelle vanskeligheder.
Masters og Johnson havde gennem deres forskningsperiode udviklet “sensatefocus” som en fysisk del, af et uddannelsesprogram for par med problemer i den seksuelle relation. Træningen var som et led i en “uddannelse for par” og bestod af øvelser som var nøje beskrevet af seksualforskerne. Øvelserne skulle udføres i Instituttet og hjemme eller på det nærliggende hotel.
Sensualitettræning, eller sensatefocus, var ment som et behandlings princip for “ægtefæller” som var frosset fast i mønstre af selvopofrende udholdenhed, frygt for at såre eller misforstå sin ægtefælles seksuelle “script”.
Parret skulle lære, udover seksuel kommunikation, at de seksuelle funktioner ikke blot var et fysisk udtryk. Lugt, berøring, lyd og syn skulle lære parret at gengive, hvordan mænd og kvinder viser, hvad de føler og tænker. Dette gav “kønsakten” en fattelig mening. Træningens formål var, at de fik lært, at disse faktorer var lige så vigtige for både mænd og kvinder.
Sidenhen er den klassiske sexterapi gennem årene, forandret sig. Forskellige terapeuter og sexologer, anvender den udefra egne fortolkende måde, og den bliver sjældent brugt i original tilstand.
I den oprigtige øvelse skulle ægteparret “flytte” ind på et hotel i nærheden af Instituttet, hvor Masters og Johnson arbejde, for at de kunne komme til konsultation hveranden dag. Det var af hensyn til om øvelserne var gjort og hvilke reaktioner de havde medført.
Der er bestemt fordele og ulemper ved sensualitetstræning. I dag vil seksuel ubalance i et parforhold primært behandles med psykoterapeutiske samtaler. Hos Parliv behandles seksuelle vanskeligheder med affektfokuseret par-og sexterapi.