Når “vi-fortællingerne” i parforholdet ikke stemmer overens…Del 1.

parterapi

Denne artikel, del 1, handler om en af grundprincipperne i parforholdet. Nemlig den måde vi taler om og med hinanden og konflikternes betydning. Artiklen tager udgangspunkt i psykolog Panattonis forskningsprojekt om parforhold og psykolog Hanne Hostrups teori om parforholdet.

En fortælling

Når man ser på parforholdet som en institution af to individer, må man også se på parforholdets “vi-fortællinger”. Vi-fortællingerne er parforholdets måde, at beskrive deres fælles oplevelser og erfaringer. Det er måden vi taler om forholdet, ude fra egen oplevelse. Det er to menneskers nye identiteter i et forhold.

Vi-fortællinger om parforholdet er historier, som er udformet i fællesskab for at skabe en ny identitet, parforholdet.

Identiteten, hvor man ikke længere er 100% kun sig selv, men deler sin hverdag med en anden. Vi-fortællingerne beskriver handlinger og fælles erfaringer, nogen som skal huskes og andre som kan forbliver ubemærket.

Vi-konstellationens sundhed.

Et pars fortælling og valg af ordsprog, siger meget om forholdets fysiske og psykiske velbefindende. Vi-konstellationens sundhed. Ordvalget i fortællingerne som; vi – os – vores, siger noget om, hvordan institutionen, parforholdet, er integreret i den enkelte. Er det mine børn eller er det vores børn? Er det mit hus eller vores hjem? Er det min sofa eller vores sofa? Er det min ferie eller vores ferie? Er det mine penge eller vores fælles økonomi? Sprogets betydning og ordklang i fortællingerne, giver en oplysning om, hvor i forholdet den enkelte befinder sig.

Parforholdets sundhed er ikke umiddelbart målbart som på et regnestykke, men alligevel kan forholdets stabilitet forudsiges ved hjælp af en ganske simpel formel:

hyppigheden af delte fortællinger minus hyppigheden af skænderier

eller som hyppigheden af elskov minus hyppigheden af skænderier

Resultatet skal helst ikke være et negativt tal! Forholdets sundhed afspejler den enkeltes overskud, til at ikke kun tænke på sig selv, men at tænke på sin partner.

Et narrativ

I parterapi, kan den individuelle fortælling om parforholdet være nyttig. Hver af partnerne tror, at deres opfattelse af forholdet bygger på en fælles forståelse af, hvordan man opfatter sit forhold. Fortællingerne kan være ens, men med en vis forskellighed. Og det skal der være plads til. Der hvor forskellighederne bliver problematisk for forholdet, er når forskellighederne vækker problemer i den enkeltes værdier og holdninger. Den enkeltes værdier og holdninger bliver et narrativ som følger.

Der hvor forskellighederne også bliver problematisk, er når den ene fastholder sit narrativ og ikke ønsker, at se på perspektivet af forholdet i en højere dimension. Fortællingerne om sig selv og ikke mindst om os, bliver så faste at man glemmer hvor det var, forholdet i sin tid begyndte. Med andre ord, man fastholder sig narrativ om, at det er den anden som fejler.

At glemme eller ikke længere tildele opmærksomhed på forholdet eller de fælles fortællingerne, er der sådan set ikke noget galt med, men hvor godt kender du i virkeligheden din partner?

Hvordan opfatter man , hvad utroskab er eller hvor grænsen går i flirt? Når vi-fortællingerne ikke stemmer overens skyldes det ofte, at vi glemmer at dele vores fortællinger med hinanden. Man glemmer eller giver det ikke opmærksomhed længere, hvad der i sin tid var det som var uundværligt eller det vigtigste i verden at dele. Derfor kan der med tiden i et forhold, opstår tvivl om hvorvidt man stadig opfatter, feks. fælles oprydning eller helt basalt, hvad utroskab og flirt er. Er utroskab at dele sine inderste bekymringer med en veninde og ikke med sin partner, er porno utroskab og er det tilladt at flirte på jobbet en kedelig onsdag eftermiddag?

Projektioner

Kommer du til at projicere dine egne ønsker om, hvordan din partner skal være, over på din partner og kommer du til at være mere over i din partner end dig selv? Når parforholdet glemmer eller ikke længere tildeler fortællingerne opmærksomhed, og ovenstående sker – så kan det give relationsproblemer.

Projektioner bliver en hårdknude som er svær at løsne. Jeg forventer, du er sådan her for det er du i min fantasi. Men fantasi og virkelighed er ikke det samme. Vi ønsker ofte, at vores partner er noget andet. De er vores modpol. Vores skyggeside. Det som irriterer er også det, jeg selv ønsker at være. Feks. den stille partner som afskyr og samtidig, måske ubevidst, tiltrækkes af sin partners ligefremhed og åbenhed.

Ifølge klinisk psykolog og forsker Panattoni er vi-fortællingerne et afsæt om narrativ identitet og relevant for parforholdet. De narrativer som bliver fortalt berører “det specifikke, det personlige og det kontekstuelle”. De hjælper parforholdet til at forstå. Det er parforholdets os.

At se på parforholdet ude fra det specifikke, det personlige og det kontekstuelle

Når vi-fortællingerne ikke stemmer overens og der er afvigelser, kan det være nyttigt at lytte til sin partners beskrivelse af, hvordan den anden oplever forholdet, for at give en dybere indsigt i de mekanismer som skaber problemer. Vi-fortællingerne som har afvigelser, kan signalerer at forholdet kun sporadisk deler oplevelser og fortællinger med hinanden. At dele vores historier med hinanden øger mulighederne for at knytte sig tættere til hinanden og opnå tryghed. Det øger muligheden for et forhold uden tvivl og manglende tillid, men det giver ikke et ikke-konfliktfyldt parforhold.

Konflikter er til for konstellationens sundhed.

Konflikter i parforholdet skal ikke ses negativt og som et parforhold på en glidebane. Konflikter i parforholdet kan også være sunde og oplysende for begge partnere. Det er en vigtig meningsudveksling, hvor vi bliver specifikke på vores ønsker. Det er okay at være uenig, men der hvor forholdet holder i konflikterne er, når vi kan være specifikke og tale ud fra egen personlige værdier, når det bliver set i en kontekst. Altså at man formå at blive gode venner igen, ved at erkende de forskelle der er mellem hinanden.

Konflikter er ikke helt uundgåelige i parforhold, men der hvor konflikterne bliver et gentagne mønster, er der hvor du ikke længere tildeler det opmærksomhed. Hvor du er ligeglad. Bag konflikterne gemmer sig et grundlæggende ønske om nærhed og tryghed og frygten for at miste. Bag konflikterne ligger et mønster som ikke har fået nok opmærksomhed.

Når konflikterne bliver gentagne og uden opmærksomhed, begynder beskyldningerne og bebrejdelserne mod den anden, for at beskytte sit sårbare selv. Følelserne skaber angst og det specifikke ønske om en ændring bliver uspecifik og det personlige angreb tager til. Konteksten af hele konflikten bliver uklar, fordi de personlig angreb tager til.

Konflikterne er til for at vi skal blive mere opmærksomme og bedre til at passe på hinanden. De er vigtige set i lyset af, at et forhold er to individer i en kontekst og vi er ikke ens. Vores mentale grænse er og bør være forskellig.

Mange parforhold har det som om den mentale grænse mellem dem ikke findes eller som om grænsen mellem dem er mere eller mindre uigennemtrængelig. Det paradoksale er, at mange par er, i følge psykolog Hanne Hostrup, “for tætte”.

Det tætte forhold betyder, at de forveksler grænseløs tæthed med intimitet og da intimitet ofte er en udveksling af gensidig fortrolighed, historiefortælling, og indføling mellem to forskellige personer, sker der ingen udveksling mellem dem. De opfører sig som om der ingen grænse er, og hvis forskelligheden mellem dem bliver tydelig, reageres der med uro, angst, nedstemthed og vrede. Konsekvensen bliver, at de forøger at ændre hinanden, fordi der ikke er opmærksomhed nok på konfliktens kontekst.